Der var det igen. Rystelserne og det dumpe brag langt væk. Jorden fra loftet raslede ned om ørerne på Boris og hans søskende. Var jorden ved at gå under? De var rædselsslagne. Anede ikke hverken ud eller ind. Skulle de flygte eller blive. Men de var endnu så små! Hverken Mor og Far var hjemme. Over dem hang planterødder nu frit i luften efter at det halve loft var ramlet ned ved den sidste rystelse. BANG, sagde det igen og denne gang var det meget tættere på. Et stykke af væggen rystede løs og væltede ind over dem. Nu var de virkelig bange. Løb forvirrede frem og tilbage i gangene, mens de skreg af deres lungers fulde kraft. Hjælp, Mor, Far! Kom hjem og fortæl os, hvad det er der sker! BANG, der lød et brag og hele væggen blev i et nu revet op, og en af de små søskende blev flået ud af gangen og forsvandt i en byge af jord og sand ud igennem et kæmpestort hul.
Lars kom en patron mere i riflen og sigtede omhyggeligt gennem kikkerten på papkassen, der stod 100 m borte op ad den græsdækkede skråning. Han havde fast anlæg i den omvendte jagtstol, som hans onkel havde lært ham. De tre runde brune bøgeben på stolen strittede lige op i luften. Han tog uldvanten på venstre hånd igen og lagde riflen ned i hakket mellem stolebenene. Han lagde sig langsomt ned på liggeunderlaget i den fugtige, lerede plovfure og lagde riflen hårdt an mod skulderen. Rekylet fra skuddet ville gøre ondt, hvis han ikke holdt den ordentligt ind til skulderen, vidste han. Han sigtede omhyggeligt. Trak vejret dybt ind og ud et par gange og holdt det til sidst. Sigtede. Korset lige midt prikken henne på papkassen. Han pressede pegefingeren langsomt tilbage mens han omhyggeligt holdt sigtet. BANG!
Han måtte se at få skudt den riffel ordentligt ind, inden jagten på søndag, når de skulle ud efter de store kronhjorte ved Nr. Snede. Han havde skudt de tre sidste skud i denne serie. Nu var det spændende at se, om skuddene sad, hvor de skulle, efter at han igen havde rettet på sigtet inde i riffelkikkerten. Tre klik op og to til højre. Da han kom ned til papkassen så han opsprøjtet fra skuddene i siden af græsskrænten. En lille lyserød tingest lå midt i sandhullet. En død museunge. Hans mindste stykke vildt til dato. Han tog den forsigtigt op og så nærsynet på den. Han havde det lidt mærkeligt med det. Han havde jo ikke vidst, at der var en muserede i græsset bag ved papkassen, som han skød på. Nå men det var jo naturens gang. Han gik tilbage til papkassen. Jo! Der sad skuddene endelig rigtigt. De tre serier af skud havde langsomt flyttet sig fra toppen af papkassen og ned til centrum. Endelig kunne han pakke riflen og grejet sammen og køre hjem igen. Hjem til sit dejlige hus med varme i brændeovnen og mad i køleskabet. Godt man ikke boede i en hule i græsskrænten herude ved fjorden! Han glædede sig allerede til jagten på søndag.
