"What doesn't kill you, makes you stronger..." synger Kelly Clarkson med sin typiske Texas-dialekt her på DR Østjylland i mit køkken. Og det er så rigtigt, som det er sagt; det der med, at det gør os stærkere, hvis det ikke slår os ihjel.
Jeg er 61 år og efterlønner. Forleden tirsdag faldt jeg bevidstløs om på golfbanen og blev i hast kørt på Viborg Sygehus og indlagt. De scannede mig og fandt en svulst i min hjerne på størrelse med en valnød. En uge senere blev den opereret af ud af kraniet på mig på Aarhus Universitetshospital, efter at jeg først var scannet endnu mere grundigt i deres store MR-scanner. Alle, fra den mindste Falck-mand til den højeste specialoverlæge, har behandlet mig med udsøgt venlighed og professionalisme. Og jeg er slet ikke færdig endnu. Skal endnu igennem en masse strålebehandlinger og undersøgelser. Måske i årevis. Måske dør jeg om et halvt år, så det hele har været spildt ulejlighed. Måske bliver jeg 108 år, ligesom min mormor? Kun nornerne under Ask Yggdrasil ved det.
Men jeg betaler min skat med glæde. Har altid gjort det, faktisk. Mener, at det er en menneskeret at modtage bl. a. lægehjælp gratis i dette land. Nu, hvor vi er kommet op i "reservedels-alderen" bliver det jo så, ekstra vigtigt.
Men kan man så komme med offentlig transport fra Laurbjerg til Nørrebrogade i Aarhus midt på dagen? Nej! Det kan man ikke! For at være til aftalt tid på sygehuset kl. 14, må man af sted fra Laurbjerg kl. 9:10. Det er ikke optimalt. Hvis så bare toget stoppede..! Både Arriva og DSB kører igennem vores hjørne af kommunen mindst 2 gange i timen. Irriterende, at alle lover at se på det med stop og stationer, men ingen gør rigtigt noget ved det. Selv om vores dygtige Borgmester Nils Borring kæmper for nye trinbrædder, både til Søften og Laurbjerg. Men den sang har I hørt før.
Men jeg kan komme til Berlin eller Stockholm for under 400,-kr, siger reklamerne ! Verden er skruet underligt sammen. Nu mener CEPOS, at vi bør at betale for at gå til egen læge. Men er det ikke også en borgerlig tænketank ? I så fald var det jo at forvente. "Tag chancen med dit helbred, og spar i skat..!"
Og hvorfor er det med planlægningen af den offentlige trafik i Region Midtjylland vigtigt nu? Jo. For de har inddraget mit kørekort i 12 måneder ! Så bliver det pludselig træls at bo i lille ”udkants-” Laurbjerg.