Kunsten at stjæle

Allerede ugen efter, var han på farten igen. Denne gang gjaldt det et mindre kunstkup. Nærmest for at holde sig i form. Han regnede slet ikke med, at værdien af maleriet ville opveje udgifterne. Han sad i bilen og kørte sydpå. Mod Fyn denne gang. Han var nødt til sprede sine aktiviteter for ikke at blive mistænkt. Han holdt sig indtil videre til Danmark, men snart måtte han også til udlandet, for at sprede risikoen

.

Han gennemgik igen indretningen af Wedellsborg Slot. Han havde studeret planerne over alle etagerne og hvert et rum. Han vidste, hvor han kunne komme ind, og han vidste også, at Lensgreve Bendt Wedell ikke ville være på slottet i den nærmeste tid. Lensgreven havde for tiden besøg af Kronprinsparret, der skulle deltage i 150 års jubilæet i byerne Hadsten og Hinnerup i Midtjylland. Ved den lejlighed aflagde Frederik og Mary også besøg hos deres gode venner, Bendt og Pernille, på Frijsenborg Slot,. 

Det var efterår nu, og hjortejagten havde allerede været i gang i 4 uger. Men Lensgreven havde sikkert også allerede skudt sin årlige store dåhjort på Wedellsborg, så det ville nok vare nogle dage, eller måske uger, inden de igen kom ned til ”sommerhuset” på Fyn. Så han havde god tid til sit lille forehavende. Den stille kunst at stjæle, som han satte så stor pris på. Det adrenalinkick det gav, kunne han ikke længere undvære.

Bilen kørte næsten sig selv. Han havde efterhånden kørt Danmark tyndt for at holde sig up to date med alle museerne og besøgt alle de godser, der var åbne for publikum. Det var blevet til titusindvis af kilometer. Det hang ham ærlig talt lidt ud af halsen, hvis han skulle være helt ærlig. Måske han alligevel skulle tage til udlandet næste gang? Han filosoferede lidt over mulighederne, mens han kørte gennem det østjyske landskab. Hans tysk var nogenlunde, mens hans engelsk var suverænt godt. Fransk, italiensk og spansk var helt udelukket. Han kørte lidt i egne tanker. Snart ville han komme over Lillebæltsbroen, og så var der ikke ret langt. Midt imellem Middelfart og Assens lå godset, på en halvø ud i Lillebælt.

Det var endnu alt for tidligt på dagen til at rekognoscere. Klokken var kun 2, så måske skulle han blive i Middelfart og finde et hotelværelse der.  Hotel Melfar. Det var da et godt sted, så vidt han vidste. Han brugte af princip aldrig det samme hotel to gange. Receptionister var skaptseende mennesker, som ofte kunne huske gæster, selv fra langt tilbage. Derfor var han også altid klædt anonymt på, og prøvede på alle måder at ”falde i med tapetet”, så at sige. På den anden side ville der være en vis ironi i at slå sig ned på Hindsgavl Slot. Restaurant ”Den hvide dame” på slottet havde han hørt var et formidabelt sted at spise. Måske han var heldig også at se selve den hvide dame, der sagdes at gå igen om natten. Næsten 2.000,-kr pr. nat for et enkeltværelse var selvfølgelig lidt peberet. Men det P.S. Krøyer maleri, det var lykkedes ham at stjæle fra museet i Skagen, havde han fået en ekstrem høj pris for hos kunden. Og han havde også fået sat hele Nordjylland på den anden ende! Politiet havde været alle vegne og checket alle biler der kom fra Nordjylland. Selv om han havde byttet bil på den lille gård lidt uden for Brønderslev, havde de alligevel forlangt at se, hvad han havde i sit bagagerum. Hvor dum troede de egentlig, at han var. Det var selvfølgeligt gabende tomt.

Han kørte som sædvanlig i sin yndlingsbil. En ombygget Audi S4 Avant, som kunne køre næsten 270 km i timen. Uden på så den meget diskret ud. Ingen ekstra bogstaver på bagenden og i en lidt anonym og kedelig grå farve. Men den kunne køre rigtigt stærkt, når det var nødvendigt. Og han vidste jo aldrig, hvornår det ville blive aktuelt. Men normalt kørte han efter reglerne, for ikke at blive lagt mærke til. Ud over  Audien havde han en lang række almindelige mindre biler stående forskellige steder i hele Danmark. Nogle på nedlagte gårde og nogle på langtidsparkering, hvor det var praktisk. Han skiftede jævnligt nummerplader på bilerne. Det var blevet så nemt, efter at man var begyndt at bruge clips til at fastholde dem med. Lige en skruetrækker under og vupti, så havde man nye numre til sine biler. 

Efter at have passeret Lillebæltsbroen valgte han at køre ud til det smukke Hindgavl Slot. Eller Hindgavl Castle, som det hed nu om dage. Det var ofte booket helt fuld, vidste han. Men næppe her i efteråret, uden for sæsonen. Han havde som ung ofte været i parken. Ja, han havde faktisk engang elsket med en pige i H.C. Andersens Hus nede i slotsparken. Det lille lysthus med bænke og en smuk udsigt ned over Gammel Slot og engene ud mod Fænøsund. Det var nu før at var hotel. Den gang Foreningen Norden havde ejet det. Den gang var der heste i stalden, rideskole og masser af hestetossede tøser. Det var tider! Ikke at han manglede kvindelige bekendtskaber nu. Han havde en egen charme, som kvinderne tændte på. Hans store viden om mad og vin gjorde også sit til hans popularitet. Måske der var en smuk kvinde som tændte på ham i aften? Ellers var der jo altid ”Den Hvide Dame” der huserede i parken ved midnatstide…

Han checkede ind ved skranken og fik anvist et værelse på øverste etage, med en smuk udsigt over Færøsund, bedyrede receptionisten. Han så sig omkring i forhallen. Store bløde sofaer og stole i hyggelige grupper på bløde tæpper. Han var behørigt imponeret over skiftet  fra tiden før og til nu, hvor det var blevet et firstjernet hotel. Tidligere var der kolde store rum. Mere som slottet måtte have set ud siden 1784. Nu var alt restaureret for mange millioner. Receptionisten havde også fortalt, at han kunne have fået et værelse i den gamle kostald, hvor der nu var indrettet 50 rustikke værelser. Værelset var stort og luftigt og udsigten formidabel. Ned over parken og i et langt kik over på Fænø. Her var selvfølgelig også noget af landets bedste kunst samlet hos den stenrige Flemming Skouboe, der nu ejede øen. I salonen, loungen, vinkælderen, biblioteket, gildesalen, soveværelset, ja selv i gæsteværelserne hang der til overflod malerier af Asger Jorn, Georg Baselitz, P.S. Krøyer, Bjørn Nørgaard, Christian Lemmerz, Per Kirkeby, Jens Søndergaard, Erik A. Frandsen og ikke mindst husmaleren Michael Kvium, kunne man læse på Internettet. Her var der virkeligt noget for ham at se frem til. Men det ville han udskyde til en anden gang. Nu gjaldt det kunsten på Wedellsborg Slot.

Han var godt inde alle slags alarmer og sikkerhedsforanstaltninger. I tre år havde han været ansat i et sikkerhedsfirma. Havde kørt landet tyndt og havde sat alarmer op hos netop den type kunder, som han nu besøgte i en helt anden anledning. Han holdt sig til stadighed ajour med det nyeste indenfor sikkerhedsbranchen og alarmer. Og det blev mere og mere teknisk og avanceret.

I aften ville han diskret besøge Wedellsborg Slot, og se om de mulige adgangsveje stadig var, som planerne havde vist. Der skulle være flere muligheder. Heldigt, at der ikke var voldgrav rundt om slottet. I aften ville han prøve at se på mulighederne fra sydvest, hvor han kunne komme helt tæt på slottet i ly af fasanvoliererne. Månen var ny og ville ikke genere ham, og vinden ville blæse fra sydvest og lige tilpas, så skyggerne hele tiden ville flytte sig. Han var ikke bekymret for hverken Taffeldækkerens eller Skyttens, som var de eneste to familier, der nu boede på halvøen, inden for det store hegn. Hegnet ville han slet ikke krydse. Han havde fundet en mindre jolle, som han ville låne. Det var for let at opdage ham, hvis han kom til fods. Og han havde jo også alt sit klatregrej og glasskæreren, der skulle hjælpe ham ind gennem vinduet.

Klokken nærmede sig halv to, så han måtte hellere se at komme af sted fra hotellet. Det var buldermørkt udenfor. Han havde allerede fundet en diskret adgangsvej. En dør i kælderen var tilsyneladende aldrig låst. Det var for let!  Han nåede sin bil og undersøgte endnu en gang om alt udstyret lå i de hemmelige rum i sidepanelerne og under sæderne. Jo, alt var i orden. Han startede bilen og glædede sig over, at han havde parkeret i den bagerste ende af P-pladsen. Bilen sagde nærmest ikke en lyd, da han startede med den elektroniske nøgle. Også selv om der lå en slumrende tiger under motorhjelmen. Han kørte med slukkede lygter ud fra P-pladsen og den korteste vej ud til alleen. Godt, at han var så god til huske detaljer. Han genkaldte sig geografien på Hindsgavl halvøen.  Allétræerne på begge sider skulle han undgå. Han ville ikke bruge sine ”night goggles” endnu. Med dem på ville han blive fuldstændig blændet, hvis han mødte en modkørende bil, og ville ikke kunne se noget i flere minutter bagefter. Da han var et stykke oppe i alleen, slog vejen et lille knæk, og han kunne nu tænde lygterne på parkeringslys. Det hjalp. Det havde været svært at se, hvor han skulle køre. At køre galt nu, ville være meget vanskeligt at snakke sig ud af. 

Han kørte hurtigt de 23 km ud til Wedellsborg, eller rettere til Husby Strandvej, hvor han havde fundet den lille jolle. Da han kom ned til stranden, lå der også en anden båd, hvor motoren sad på endnu. Det måtte være en andejæger eller fisker, der havde lagt sin jolle her. For båden havde ikke ligget der i sidste uge, da han var nede og se på sagerne. Han fandt sit grej frem fra gemmerne og læssede det i båden med motoren. Han håbede bare at motoren ikke støjede for meget. Et hårdt træk i startsnoren fik motoren i gang. Den larmede lidt for meget efter hans smag. Han fandt en gammel trøje i et rum i stævnen på jollen, som han bandt rundt om motoren. Nu var det bedre. Han fandt gps’sen frem. Startstedet og anløbsstedet havde han allerede tastet ind, så han hurtigt kunne komme af sted. Klokken nærmede sig to, så han havde lidt travlt. Han undersøgte hurtigt benzinmængden på motoren og det så udmærket ud. Han havde to ekstra liter i bilen, hvis tanken på bådmotoren havde været tom.

Han skubbede jollen i vandet. Hurtigt sejlede han de 800 meter, indtil han var sikker på, at han var kommet rundt om det store hegn, der afgrænsede hele halvøen. Halvøen, som han vidste var en dyrehave fyldt med dåvildt. Nu gjaldt bare om ikke at skræmme livet af dådyrene, så de løb op til skytten og ”sladrede”. Hans gps viste, at han snart var ved det punkt på stranden, hvor han skulle i land. Stedet hed Iversnæs, kunne han set på kortet. Nu manglede han bare godt to kilometer til fods, inden han var ved slottet. For ikke at risikere noget, måtte han gå et par omveje gennem Lystskoven. Med gps’sen var det ikke noget problem. Kortene  deri var nye og helt opdaterede. 

Efterhånden som han nærmede sig slottet, steg adrenalinmængden i blodet på ham. Det gamle kick, som han elskede men som også gjorde ham mere agtpågivende og omhyggelig. Pludselig var der noget stort, der rørte sig ude til venstre for ham. Først blev han rædselsslagen, men snart kunne han høre dådyrene skramle og puste og skynde sig væk fra ham. Han måtte have nået det sted, hvor vinden bar færten af ham hen til flokken. Klart at de blev bange, ligesom han var blevet. Der var normalt intet, ud over jægerne, der var en trussel for flokken, og snart faldt der igen ro over skoven.

Da han skulle hen igennem avlsgården, gik han meget forsigtigt. Taffeldækkerens boede i det nærmeste hus til avlsgården, så han tog ingen chancer. Snart ville han være fri af avlsgårdens store bygninger og fremme ved Spejldammen, der lå lige vest for hovedbygningen. Bagefter skulle han bare ned langs de tomme fasanbure. Skytten havde for længst sat fasanerne ud i skoven, så de var klar til jagt. Så der ville der ingen fare være. Han faldt lidt til ro igen. Nu manglede han ikke et ret langt stykke. 

En stor projektør blev pludselig tændt over hovedet på ham. Han søgte straks ind i skyggen af en af udbygningerne. Hvad pokker var nu det ?...

Skrevet som bunden opgave til forlaget Saxo's forfatterskole, efteråret 2012.

Forsættelse følger, når novellen (måske) udgives…

Guds valg eller dit..?

Hvorfor er der så mange mennesker, der piber over deres "skæbne" i Danmark?

Vi er verdens 13. rigeste land og kan købe alle slags varer i butikkerne. Vi har et sundhedsvæsen, der sparker røv, med speciallæger i verdensklasse. Din almindelige skolegang, dit gymnasium, ja selv din universitetsuddannelse, hvis du vil have sådan én. Alt sammen gratis, når bare du betaler din skat! Det er der ikke mange andre steder i verden man kan!

Alligevel brokker folk sig hele tiden. Over priserne på benzin eller smør. Over vejenes standard eller butiksdøden i landsbyerne. Over at nogen ikke lige gør noget for netop dig. Men ”nogen” er jo dig selv, der har stemmeret og job og købekraft og er mellem 18 og skindød…

Noget, der også kan undre mig, er at så mange normalt begavede mennesker tror på Gud! Han findes jo ikke engang. Han er bare en 5000 år gammelt påstand. Et skræmmebillede. En voldsom magtfigur, fra den gang, hvor vi hverken kunne læse eller skrive. Noget, som munkene og præsterne førte frem og som nåede at blive en meget stærk økonomisk magtfaktor i sin storhedstid.

Forleden dag havde jeg en diskussion med et provstiudvalgsmedlem. Hun var så glad for, hvor godt det virkede, at lave minikonfirmander i 3. Klasse. Jamen, hvad er det for en gang kirkeligt snigløb på de arme børn? Forældrene har jo sagt Ja én gang på vegne af børnene, allerede med dåben. Og så er det vel meningen, at skal børnene selv skal vælge i slutningen af 7. Klasse. Hvis de da tør at vælge, og de og familierne ellers ikke ligger under for gruppepres fra naboer, familie og venner. Nej. Lad os se at få den Folkekirke privatiseret snarest muligt! Så kan de mærke konkurrencen fra alle de andre fritidssysler, børnene går til om eftermiddagen.

Men faktisk har du hele tiden et valg! Du kan vælge at gå fra den voldelige kæreste, den dårlige bank, slagteren, der snyder, etc., etc.. Du kan vælge at skifte det nedslidende job ud med et andet. Måske må du flytte langt for at få det, Måske endda til et andet land. Men hvad gør det? Så får du nye venner og ny inspiration ind i dit liv. Det er vel ikke så dårligt.

Jeg er selv blevet kastet ud i mange valg i mit liv, og det meste er gået godt. Eller det kan man jo vælge at synes !

Sundhed eller konsekvens

"What doesn't kill you, makes you stronger..." synger Kelly Clarkson med sin typiske Texas-dialekt her på DR Østjylland i mit køkken. Og det er så rigtigt, som det er sagt; det der med, at det gør os stærkere, hvis det ikke slår os ihjel.

Jeg er 61 år og efterlønner. Forleden tirsdag faldt jeg bevidstløs om på golfbanen og blev i hast kørt på Viborg Sygehus og indlagt. De scannede mig og fandt en svulst i min hjerne på størrelse med en valnød. En uge senere blev den opereret af ud af kraniet på mig på Aarhus Universitetshospital, efter at jeg først var scannet endnu mere grundigt i deres store MR-scanner. Alle, fra den mindste Falck-mand til den højeste specialoverlæge, har behandlet mig med udsøgt venlighed og professionalisme. Og jeg er slet ikke færdig endnu. Skal endnu igennem en masse strålebehandlinger og undersøgelser. Måske i årevis. Måske dør jeg om et halvt år, så det hele har været spildt ulejlighed. Måske bliver jeg 108 år, ligesom min mormor? Kun nornerne under Ask Yggdrasil ved det.

Men jeg betaler min skat med glæde. Har altid gjort det, faktisk. Mener, at det er en menneskeret at modtage bl. a. lægehjælp gratis i dette land. Nu, hvor vi er kommet op i "reservedels-alderen" bliver det jo så, ekstra vigtigt.

Men kan man så komme med offentlig transport fra Laurbjerg til Nørrebrogade i Aarhus midt på dagen? Nej! Det kan man ikke! For at være til aftalt tid på sygehuset kl. 14, må man af sted fra Laurbjerg kl. 9:10. Det er ikke optimalt. Hvis så bare toget stoppede..! Både Arriva og DSB kører igennem vores hjørne af kommunen mindst 2 gange i timen. Irriterende, at alle lover at se på det med stop og stationer, men ingen gør rigtigt noget ved det. Selv om vores dygtige Borgmester Nils Borring kæmper for nye trinbrædder, både til Søften og Laurbjerg. Men den sang har I hørt før.

Men jeg kan komme til Berlin eller Stockholm for under 400,-kr, siger reklamerne ! Verden er skruet underligt sammen. Nu mener CEPOS, at vi bør at betale for at gå til egen læge. Men er det ikke også en borgerlig tænketank ? I så fald var det jo at forvente. "Tag chancen med dit helbred, og spar i skat..!"

Og hvorfor er det med planlægningen af den offentlige trafik i Region Midtjylland vigtigt nu? Jo. For de har inddraget mit kørekort i 12 måneder ! Så bliver det pludselig træls at bo i lille ”udkants-” Laurbjerg.

Det gode liv og trafikken

Det gode liv og trafikken…

Biltrafikken bliver mere og mere træls. Ofte sidder man i kø på motorvejen i halve og hele timer. Man møder også oftere bilister, af begge køn, der kører urimeligt hurtigt og hasarderet. Det trafikcirkus har jeg ikke længere lyst til at være en del af. Jeg skal jo ofte bare til nærmeste større by for at arbejde, handle eller besørge ærinder. 

Jernbanen passerer lige igennem Laurbjerg, hvor vi bor. Hver halve time kører både DSB og Arriva igennem byen. Uden at holde, dog. For vores station er nemlig nedlagt. Blev lukket i 1982, efter at have været i brug i 120 år. Til gengæld fik vi busser til Hammel, Randers, Langå og Århus. Men der er nu skåret så voldsomt i busafgangene af Regionen, at de ikke rigtig er til noget mere. 

Vi drømmer om at få genåbnet Laurbjerg station. Ikke med store flotte stationsbygninger, men blot med et velfungerende trinbræt med timedrift i begge retninger. Trafikministeren har været og se på forholdene. Senest i juli måned 2011. Han fik endda en god middag på vor lokale restaurant ”Fru Larsen” sammen med direktøren for Arriva. Direktøren havde gjort sig den ulejlighed, at lave en ny køreplan, hvor Laurbjerg var lagt ind i timedriften. Han kunne også fortælle Trafikministeren, at det ikke ville koste ekstra at holde i Laurbjerg og tage passagerer med, når de alligevel kørte igennem. De havde nemlig noget ”vende-” tid i Langå, som de kunne konvertere til et ekstra stop i Laurbjerg. Positivt. Meget Positivt. Trafikministeren lovede da også, at få Banedanmark til at regne på omkostninger og en muligt placering af et nyt trinbræt. 

Det er nu et halvt år siden, at Trafikministeren var her sidst og vi har fået ny regering. Krisen har kradset i os alle, og den økonomiske fremtid ser ikke for lys ud. Men netop derfor er det tiden for store visioner og store offentlige investeringer.

En vision for et bedre trafik-liv i Østjylland kunne være; at Banedanmark får helt nye skinner op igennem Jylland. At der bygges en ny bro over Lillebælt, fra Bogense til Juelsminde med et hurtiggående ATV-tog, der kører langs motorvejen, bag om alle Østjyske byer, helt til Ålborg. At det gamle banelegeme ændrer status. Så der kan laves egentlig S-togsdrift fra Skanderborg via Århus til Randers, med stop ved en ny hovedstation for ATV-banen, f.eks. i Lisbjerg. Her er der også god adgang til motorvejen og den ny letbane. 

Måske den nye socialdemokratiske Trafikminister Henrik Dam Kristensen kan se perspektiverne..?

På en bondegård i Favrskov.

 
Ude på landet var der en mægtig fin og stor bondegård. På gården levede der mange dyr. Nogle sammen i store flokke og andre hver for sig. Køerne boede i kostalden og grisene i deres stalde. Der var orden på tingene. Hønsene gik frit rundt på gården og søgte efter mad i mellem sten og under buske. De var mægtigt nysgerrige efter at vide alt om, hvad der foregik. De spredte også nyheder, når de en gang imellem fandt nogle. Der var en mumlen og en gumlen og en kommen til på den store gård, næsten som et helt samfund…

Også en flok gæs var der på gården. De var meget forskellige at se på. Måske endda af lidt forskellige racer. Nogle havde et kort næb og gråbrune fjer, andre var helt hvide og højere af vækst. Normalt gik gæssene sammen i én flok og lavede stor ståhej, hvis der skete noget særligt på den store bondegård.

Én af gæssene lavede mere larm end alle de andre. Den gik altid og småsnakkede med sig selv og havde kun få venner. Den var kommet til fra en større gård øst for den store bondegård og var vant til, at alle der gjorde, som den sagde. Den havde kæmpet sig frem til sin høje position ved at nappe og bide, skælde ud og vide, hvad alle de andre (vigtige) dyr på gården havde gang i. Til sidst endte den selv med at være det vigtigste dyr på hele den store bondegård. Leder for alle dyrene. Højere kan ingen nå!

Den overlevede den ene Mortens Aften efter den anden. Men til dens store fortrydelse valgte alle de andre dyr på gården en dag et af de andre dyr til at være deres leder. Gåsen ærgrede sig så meget, at den blev helt skæv i næbbet af det.

Men det var ikke slut endnu. Den gamle gås blev ved med at nappe og bide og skælde ud og mente stadigvæk, at det var en fejl, de andre dyr havde begået. Og den mente stadig at vide alt om, hvad der foregik på den store bondegård. Den gik til hønsene og fik dem til at udbrede slemme historier om den nye leder og om alle andre, som den ikke kunne lide på gården. Og de mange høns gokkede og sjokkede rundt på hele gården med de nye historier. ”Har du hørt det..!”, ”Har du hørt det..!” Men lige lidt hjalp det. Den nye leder sad sikkert i sin position og alle dyrene på gården trak kun på mulen i afsky over den gamle gås og dens nedrige handlemåder.

Mortens Aften nærmede sig igen og bonden gik nu rundt mellem dyrene for se hvilke af gæssene på den store bondegård, der skulle laves til den fineste festmad, og hvem der blot skulle koges til suppe. Den gamle gås gik og puttede sig alene i krogene og skubbede de yngre gæs og høns ud på gårdspladsen foran bonden. Måske bonden så ikke ville få øje på den, inde i halvmørket, i græsset imellem de gamle rustne maskiner…

Finder og slagter bonden den gamle gås, eller får den held til at gemme sig – og komme til magten igen? Hvad tror du..?

Se det var jo et rigtigt eventyr!

Det gode liv

Skrevet af Skovfoged og Naturvejleder Lars Andersen, Laurbjerg

Danmark bliver næppe "det nye tropeferie-paradis" som Shu-Bi-Dua synger i sangen om ”Costa Kalundborg”. Med de to hårde vintre, vi har haft siden Klimakonferencen i København i 2009, kommer der vist ingen ”slanke palmer” til Kalundborg eller ”kameler til Holstebro”. Men de unge er bekymrede, og mange børn er ligefrem bange for spøgelset ”Den Globale Opvarmning”.

Da jeg i maj 2009 var naturvejleder ved DN’s åbning af tre naturstier på Bidstrup Gods, havde jeg 50 gæster med rundt på rød rute. Snakken faldt på ”Den Globale Opvarmning” og på CO² som skurken i det hele. På et tidspunkt i snakken blev jeg lidt rystet, fordi en del af gæsterne tilsyneladende ikke vidste, at CO² er helt naturligt. Da jeg fortalte dem, at vi alle udånder masser af CO², hver eneste gang vi trækker vejret, så nogle af de unge meget kede ud af det. Måske netop de var skyld i ”Den Globale Opvarmning”? Da jeg så trøstede dem med, at alle de grønne væsener, træerne, der stod rundt om os, faktisk elsker CO²; ja at de ligefrem labber CO² i sig hver eneste dag, så de lidt mere rolige ud. Faktisk optager 4 træer alt det CO², som du udånder. Dertil kommer, hvad græs og blomster og alle andre grønne vækster optager og lever af. Hvorfor skal børn og unge mennesker dog gøres kede af det og unødigt bekymrede, blot fordi ingen har fortalt dem om sammenhængen? Hvor er det gode liv så for dem?

Også fra mit arbejde som lærer, ved jeg, at mange børn er utrygge og har svært ved at sove om natten af frygt for ”Den Globale Opvarmning”. Ligesom jeg selv havde det i 60’erne med Cuba-krisen og frygten for atomkrig.

Giv dog vores børn fred for de voksnes problemer! Lad være med at inddrage dem i sager, som ikke engang vi selv er sikre på. Ved du måske, hvad der styrer vejret på vores planet? Solpletter eller CO²-mængden i atmosfæren? Ved forskerne? Men det er en god forretning at skræmme politikere og befolkningen. Så får forskerne penge til alt deres legetøj. Sådan er det. Men lad dog børnene være i fred!

Jordskælv ?

Der var det igen. Rystelserne og det dumpe brag langt væk. Jorden fra loftet raslede ned om ørerne på Boris og hans søskende. Var jorden ved at gå under? De var rædselsslagne. Anede ikke hverken ud eller ind. Skulle de flygte eller blive. Men de var endnu så små! Hverken Mor og Far var hjemme. Over dem hang planterødder nu frit i luften efter at det halve loft var ramlet ned ved den sidste rystelse. BANG, sagde det igen og denne gang var det meget tættere på. Et stykke af væggen rystede løs og væltede ind over dem. Nu var de virkelig bange. Løb forvirrede frem og tilbage i gangene, mens de skreg af deres lungers fulde kraft. Hjælp, Mor, Far! Kom hjem og fortæl os, hvad det er der sker! BANG, der lød et brag og hele væggen blev i et nu revet op, og en af de små søskende blev flået ud af gangen og forsvandt i en byge af jord og sand ud igennem et kæmpestort hul.

Lars kom en patron mere i riflen og sigtede omhyggeligt gennem kikkerten på papkassen, der stod 100 m borte op ad den græsdækkede skråning. Han havde fast anlæg i den omvendte jagtstol, som hans onkel havde lært ham. De tre runde brune bøgeben på stolen strittede lige op i luften. Han tog uldvanten på venstre hånd igen og lagde riflen ned i hakket mellem stolebenene. Han lagde sig langsomt ned på liggeunderlaget i den fugtige, lerede plovfure og lagde riflen hårdt an mod skulderen. Rekylet fra skuddet ville gøre ondt, hvis han ikke holdt den ordentligt ind til skulderen, vidste han. Han sigtede omhyggeligt. Trak vejret dybt ind og ud et par gange og holdt det til sidst. Sigtede. Korset lige midt prikken henne på papkassen. Han pressede pegefingeren langsomt tilbage mens han omhyggeligt holdt sigtet. BANG!

Han måtte se at få skudt den riffel ordentligt ind, inden jagten på søndag, når de skulle ud efter de store kronhjorte ved Nr. Snede. Han havde skudt de tre sidste skud i denne serie. Nu var det spændende at se, om skuddene sad, hvor de skulle, efter at han igen havde rettet på sigtet inde i riffelkikkerten. Tre klik op og to til højre. Da han kom ned til papkassen så han opsprøjtet fra skuddene i siden af græsskrænten. En lille lyserød tingest lå midt i sandhullet. En død museunge. Hans mindste stykke vildt til dato. Han tog den forsigtigt op og så nærsynet på den. Han havde det lidt mærkeligt med det. Han havde jo ikke vidst, at der var en muserede i græsset bag ved papkassen, som han skød på. Nå men det var jo naturens gang. Han gik tilbage til papkassen. Jo! Der sad skuddene endelig rigtigt. De tre serier af skud havde langsomt flyttet sig fra toppen af papkassen og ned til centrum. Endelig kunne han pakke riflen og grejet sammen og køre hjem igen. Hjem til sit dejlige hus med varme i brændeovnen og mad i køleskabet. Godt man ikke boede i en hule i græsskrænten herude ved fjorden! Han glædede sig allerede til jagten på søndag.