Kunsten at stjæle
Allerede ugen efter, var han på farten igen. Denne gang
gjaldt det et mindre kunstkup. Nærmest for at holde sig i form. Han regnede
slet ikke med, at værdien af maleriet ville opveje udgifterne. Han sad i bilen
og kørte sydpå. Mod Fyn denne gang. Han var nødt til sprede sine aktiviteter
for ikke at blive mistænkt. Han holdt sig indtil videre til Danmark, men snart
måtte han også til udlandet, for at sprede risikoen
.
Han gennemgik igen indretningen
af Wedellsborg Slot. Han havde studeret planerne over alle etagerne og hvert et
rum. Han vidste, hvor han kunne komme ind, og han vidste også, at Lensgreve
Bendt Wedell ikke ville være på slottet i den nærmeste tid. Lensgreven havde for
tiden besøg af Kronprinsparret, der skulle deltage i 150 års jubilæet i byerne
Hadsten og Hinnerup i Midtjylland. Ved den lejlighed aflagde Frederik og Mary også
besøg hos deres gode venner, Bendt og Pernille, på Frijsenborg Slot,.
Det var efterår nu, og
hjortejagten havde allerede været i gang i 4 uger. Men Lensgreven havde sikkert
også allerede skudt sin årlige store dåhjort på Wedellsborg, så det ville nok
vare nogle dage, eller måske uger, inden de igen kom ned til ”sommerhuset” på
Fyn. Så han havde god tid til sit lille forehavende. Den stille kunst at
stjæle, som han satte så stor pris på. Det adrenalinkick det gav, kunne han
ikke længere undvære.
Bilen kørte næsten sig selv.
Han havde efterhånden kørt Danmark tyndt for at holde sig up to date med alle
museerne og besøgt alle de godser, der var åbne for publikum. Det var blevet
til titusindvis af kilometer. Det hang ham ærlig talt lidt ud af halsen, hvis
han skulle være helt ærlig. Måske han alligevel skulle tage til udlandet næste
gang? Han filosoferede lidt over mulighederne, mens han kørte gennem det østjyske
landskab. Hans tysk var nogenlunde, mens hans engelsk var suverænt godt.
Fransk, italiensk og spansk var helt udelukket. Han kørte lidt i egne tanker. Snart
ville han komme over Lillebæltsbroen, og så var der ikke ret langt. Midt imellem
Middelfart og Assens lå godset, på en halvø ud i Lillebælt.
Det var endnu alt for tidligt
på dagen til at rekognoscere. Klokken var kun 2, så måske skulle han blive i
Middelfart og finde et hotelværelse der.
Hotel Melfar. Det var da et godt sted, så vidt han vidste. Han brugte af
princip aldrig det samme hotel to gange. Receptionister var skaptseende
mennesker, som ofte kunne huske gæster, selv fra langt tilbage. Derfor var han
også altid klædt anonymt på, og prøvede på alle måder at ”falde i med tapetet”,
så at sige. På den anden side ville der være en vis ironi i at slå sig ned på
Hindsgavl Slot. Restaurant ”Den hvide dame” på slottet havde han hørt var et
formidabelt sted at spise. Måske han var heldig også at se selve den hvide
dame, der sagdes at gå igen om natten. Næsten 2.000,-kr pr. nat for et
enkeltværelse var selvfølgelig lidt peberet. Men det P.S. Krøyer maleri, det
var lykkedes ham at stjæle fra museet i Skagen, havde han fået en ekstrem høj
pris for hos kunden. Og han havde også fået sat hele Nordjylland på den anden
ende! Politiet havde været alle vegne og checket alle biler der kom fra
Nordjylland. Selv om han havde byttet bil på den lille gård lidt uden for
Brønderslev, havde de alligevel forlangt at se, hvad han havde i sit bagagerum.
Hvor dum troede de egentlig, at han var. Det var selvfølgeligt gabende tomt.
Han kørte som sædvanlig i sin
yndlingsbil. En ombygget Audi S4 Avant, som kunne køre næsten 270 km i timen.
Uden på så den meget diskret ud. Ingen ekstra bogstaver på bagenden og i en
lidt anonym og kedelig grå farve. Men den kunne køre rigtigt stærkt, når det
var nødvendigt. Og han vidste jo aldrig, hvornår det ville blive aktuelt. Men
normalt kørte han efter reglerne, for ikke at blive lagt mærke til. Ud
over Audien havde han en lang række almindelige
mindre biler stående forskellige steder i hele Danmark. Nogle på nedlagte gårde
og nogle på langtidsparkering, hvor det var praktisk. Han skiftede jævnligt
nummerplader på bilerne. Det var blevet så nemt, efter at man var begyndt at
bruge clips til at fastholde dem med. Lige en skruetrækker under og vupti, så
havde man nye numre til sine biler.
Efter at have passeret
Lillebæltsbroen valgte han at køre ud til det smukke Hindgavl Slot. Eller
Hindgavl Castle, som det hed nu om dage. Det var ofte booket helt fuld, vidste
han. Men næppe her i efteråret, uden for sæsonen. Han havde som ung ofte været
i parken. Ja, han havde faktisk engang elsket med en pige i H.C. Andersens Hus
nede i slotsparken. Det lille lysthus med bænke og en smuk udsigt ned over
Gammel Slot og engene ud mod Fænøsund. Det var nu før at var hotel. Den gang Foreningen
Norden havde ejet det. Den gang var der heste i stalden, rideskole og masser af
hestetossede tøser. Det var tider! Ikke at han manglede kvindelige
bekendtskaber nu. Han havde en egen charme, som kvinderne tændte på. Hans store
viden om mad og vin gjorde også sit til hans popularitet. Måske der var en smuk
kvinde som tændte på ham i aften? Ellers var der jo altid ”Den Hvide Dame” der
huserede i parken ved midnatstide…
Han checkede ind ved skranken
og fik anvist et værelse på øverste etage, med en smuk udsigt over Færøsund,
bedyrede receptionisten. Han så sig omkring i forhallen. Store bløde sofaer og
stole i hyggelige grupper på bløde tæpper. Han var behørigt imponeret over
skiftet fra tiden før og til nu, hvor
det var blevet et firstjernet hotel. Tidligere var der kolde store rum. Mere
som slottet måtte have set ud siden 1784. Nu var alt restaureret for mange
millioner. Receptionisten havde også fortalt, at han kunne have fået et værelse
i den gamle kostald, hvor der nu var indrettet 50 rustikke værelser. Værelset var
stort og luftigt og udsigten formidabel. Ned over parken og i et langt kik over
på Fænø. Her var selvfølgelig også noget af landets bedste kunst samlet hos den
stenrige Flemming Skouboe, der nu ejede øen. I salonen, loungen, vinkælderen,
biblioteket, gildesalen, soveværelset, ja selv i gæsteværelserne hang der til
overflod malerier af Asger Jorn, Georg Baselitz, P.S. Krøyer, Bjørn Nørgaard,
Christian Lemmerz, Per Kirkeby, Jens Søndergaard, Erik A. Frandsen og ikke
mindst husmaleren Michael Kvium, kunne man læse på Internettet. Her var der
virkeligt noget for ham at se frem til. Men det ville han udskyde til en anden
gang. Nu gjaldt det kunsten på Wedellsborg Slot.
Han var godt inde alle slags
alarmer og sikkerhedsforanstaltninger. I tre år havde han været ansat i et
sikkerhedsfirma. Havde kørt landet tyndt og havde sat alarmer op hos netop den
type kunder, som han nu besøgte i en helt anden anledning. Han holdt sig til
stadighed ajour med det nyeste indenfor sikkerhedsbranchen og alarmer. Og det
blev mere og mere teknisk og avanceret.
I aften ville han diskret
besøge Wedellsborg Slot, og se om de mulige adgangsveje stadig var, som
planerne havde vist. Der skulle være flere muligheder. Heldigt, at der ikke var
voldgrav rundt om slottet. I aften ville han prøve at se på mulighederne fra
sydvest, hvor han kunne komme helt tæt på slottet i ly af fasanvoliererne.
Månen var ny og ville ikke genere ham, og vinden ville blæse fra sydvest og lige
tilpas, så skyggerne hele tiden ville flytte sig. Han var ikke bekymret for hverken
Taffeldækkerens eller Skyttens, som var de eneste to familier, der nu boede på
halvøen, inden for det store hegn. Hegnet ville han slet ikke krydse. Han havde
fundet en mindre jolle, som han ville låne. Det var for let at opdage ham, hvis
han kom til fods. Og han havde jo også alt sit klatregrej og glasskæreren, der
skulle hjælpe ham ind gennem vinduet.
Klokken nærmede sig halv to, så
han måtte hellere se at komme af sted fra hotellet. Det var buldermørkt
udenfor. Han havde allerede fundet en diskret adgangsvej. En dør i kælderen var
tilsyneladende aldrig låst. Det var for let!
Han nåede sin bil og undersøgte endnu en gang om alt udstyret lå i de
hemmelige rum i sidepanelerne og under sæderne. Jo, alt var i orden. Han
startede bilen og glædede sig over, at han havde parkeret i den bagerste ende
af P-pladsen. Bilen sagde nærmest ikke en lyd, da han startede med den
elektroniske nøgle. Også selv om der lå en slumrende tiger under motorhjelmen.
Han kørte med slukkede lygter ud fra P-pladsen og den korteste vej ud til
alleen. Godt, at han var så god til huske detaljer. Han genkaldte sig
geografien på Hindsgavl halvøen. Allétræerne
på begge sider skulle han undgå. Han ville ikke bruge sine ”night goggles”
endnu. Med dem på ville han blive fuldstændig blændet, hvis han mødte en
modkørende bil, og ville ikke kunne se noget i flere minutter bagefter. Da han
var et stykke oppe i alleen, slog vejen et lille knæk, og han kunne nu tænde lygterne
på parkeringslys. Det hjalp. Det havde været svært at se, hvor han skulle køre.
At køre galt nu, ville være meget vanskeligt at snakke sig ud af.
Han kørte hurtigt de 23 km ud
til Wedellsborg, eller rettere til Husby Strandvej, hvor han havde fundet den
lille jolle. Da han kom ned til stranden, lå der også en anden båd, hvor
motoren sad på endnu. Det måtte være en andejæger eller fisker, der havde lagt
sin jolle her. For båden havde ikke ligget der i sidste uge, da han var nede og
se på sagerne. Han fandt sit grej frem fra gemmerne og læssede det i båden med
motoren. Han håbede bare at motoren ikke støjede for meget. Et hårdt træk i
startsnoren fik motoren i gang. Den larmede lidt for meget efter hans smag. Han
fandt en gammel trøje i et rum i stævnen på jollen, som han bandt rundt om
motoren. Nu var det bedre. Han fandt gps’sen frem. Startstedet og anløbsstedet havde
han allerede tastet ind, så han hurtigt kunne komme af sted. Klokken nærmede
sig to, så han havde lidt travlt. Han undersøgte hurtigt benzinmængden på
motoren og det så udmærket ud. Han havde to ekstra liter i bilen, hvis tanken
på bådmotoren havde været tom.
Han skubbede jollen i vandet. Hurtigt
sejlede han de 800 meter, indtil han var sikker på, at han var kommet rundt om
det store hegn, der afgrænsede hele halvøen. Halvøen, som han vidste var en
dyrehave fyldt med dåvildt. Nu gjaldt bare om ikke at skræmme livet af
dådyrene, så de løb op til skytten og ”sladrede”. Hans gps viste, at han snart
var ved det punkt på stranden, hvor han skulle i land. Stedet hed Iversnæs, kunne
han set på kortet. Nu manglede han bare godt to kilometer til fods, inden han
var ved slottet. For ikke at risikere noget, måtte han gå et par omveje gennem
Lystskoven. Med gps’sen var det ikke noget problem. Kortene deri var nye og helt opdaterede.
Efterhånden som han nærmede sig
slottet, steg adrenalinmængden i blodet på ham. Det gamle kick, som han elskede
men som også gjorde ham mere agtpågivende og omhyggelig. Pludselig var der
noget stort, der rørte sig ude til venstre for ham. Først blev han rædselsslagen,
men snart kunne han høre dådyrene skramle og puste og skynde sig væk fra ham.
Han måtte have nået det sted, hvor vinden bar færten af ham hen til flokken.
Klart at de blev bange, ligesom han var blevet. Der var normalt intet, ud over
jægerne, der var en trussel for flokken, og snart faldt der igen ro over
skoven.
Da han skulle hen igennem
avlsgården, gik han meget forsigtigt. Taffeldækkerens boede i det nærmeste hus
til avlsgården, så han tog ingen chancer. Snart ville han være fri af avlsgårdens
store bygninger og fremme ved Spejldammen, der lå lige vest for hovedbygningen.
Bagefter skulle han bare ned langs de tomme fasanbure. Skytten havde for længst
sat fasanerne ud i skoven, så de var klar til jagt. Så der ville der ingen fare
være. Han faldt lidt til ro igen. Nu manglede han ikke et ret langt stykke.
En stor projektør blev
pludselig tændt over hovedet på ham. Han søgte straks ind i skyggen af en af
udbygningerne. Hvad pokker var nu det ?...
Skrevet som bunden opgave til forlaget Saxo's forfatterskole, efteråret 2012.
Forsættelse følger, når
novellen (måske) udgives…
